Det at skulle tage afsked med sin bedste ven i en allerede svær tid

I dag måtte vi akut tage afsked med vores højtelskede hund og bedste ven Bazil. Han har været min klippe, bedste ven og psykolog i 8 – snart 9 år. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har grædt så meget som i dag, mine øjne klør, er røde, jeg har hovedpine, jeg er træt og tårerne i mine øjne føles så tunge at ikke engang tyngdekræften kan tage dem.

Jeg kan slet ikke begribe at det her skal ske lige nu, og at det kommer så pludseligt. Jeg var ikke klar til at sige farvel og slet ikke lige nu, hvor eksamenstiden gør at jeg i forvejen er frustreret, letpåvirkelig og stresset, at jeg så også mister ham der har støttet mig i netop disse svære tider, som står på lige nu, gør det fuldstændig uhåndterbart. Det føles ikke som om jeg kan komme videre i mit liv uden ham, men det gør jeg nok på et tidspunkt, jeg ved dog jeg aldrig vil slippe ham helt. Han vil altid være i mine tanker! Hvis kærlighed kunne helbrede havde han levet forevigt.
Jeg har lyst til at give op på alt lige nu. Jeg føler mig på ingen måde i stand til at skulle op til mine eksamner og slet ikke samfundsfags allerede tirsdag til onsdag. Jeg kan slet ikke se glæden i at skulle blive student mere – det var en milepæl i mit liv som Bazil skulle have oplevet.
Men Bazil har kæmpet til det sidste og det samme bør jeg gøre, dog vil omstændighederne sætte sin spor og påvirke mig, det er der ingen tvivl om, men jeg gør tingene så godt jeg kan.
Bazil har kun givet os gode dage lige siden han blev en del af familien, og kun én dårlig dag som var i dag da han måtte forlade os. Det er en svær beslutning, men inderst inde kan man altid mærke om det er den rigtige, og det var det i den grad. Han har fået fred, men det har vi ikke….

Det der skete med Bazil var at han sidste år i juni måned rev sit korsbånd over da han løb. Han måtte derfor gå igennem en korsbåndsoperation og et længerevarende genoptræningsforløb. Jeg husker det så tydeligt. Jeg husker så tydeligt hvordan jeg efter min psykologi eksamen skyndte mig til København for at hente ham på dyrehospitalet efter hans operation. Den gang ramte det også lige ind i en i forvejen svær, frustreret og stresset tid. Der er aldrig et godt tidspunkt til at kunne sige farvel, dog er der tidspunkter som er slemmere end andre, og sådan blev det desværre med Bazil.
I fredags fik han lavet noget igen da han løb og begyndte at halte på det andet ben. Vi troede bare han havde overstrækt det lidt, men igår kunne vi godt se at det her ender ud i en aflivning, da det var hans korsbånd. Om aftenen kunne han dårligt nok bruge bagpartiet, da hans gamle-opererede-ben var for svagt til at blive brugt som støtte til hele hans kropsvægt, hvilket også er grunden til han ikke ville være i stand til at kunne gå igennem endnu operation på det andet korsbånd. Jeg lagde mig ud i brøkkerset og sov med hundende i nat. Fuck om der ikke var nogen madras, en dyne er fint, man lærer at overleve i svære tider og jeg lukkede alligevel dårligt nok et øje i nat. Jeg håbede på hans krop selv sagde stop og mærkede flere gange på ham i løbet af natten, for at se om han var død…men desværre ikke, vi måtte tage beslutningen for ham.

Det kan godt være Bazil ikke er her mere, men han vil altid være i både mit hjerte og mine tanker, og er der noget han har lært mig så er det at være en fighter. Han har fandme kæmpet og gjort alt for ikke at vise tegn på svaghed. Han har altid været en hund, som andre hunde har haft respekt for og lige netop på det punkt har jeg lært meget af min kære Bazil. Jeg har selv kæmpet med en masse det sidste års tid, jeg har følt mig respektløs behandlet af nogen der stod mig kært og omgivet mig med personer der har drænet mig for energi, istedet for at give mig energi. Det gider jeg ikke længere, jeg vil ligesom Bazil have at folk skal respekterer mig. Jeg gider ikke længere omgås med folk der dræner mig for energi og gør mig ked af det, der skal være gensidig respekt, ellers får de sparket. Så tak fordi du lærte mig om respekt Bazil – det er bare én af de mange ting jeg har lært af dig.

Hunde er det eneste væsen der elsker sine mennesker mere end sig selv, vi mennesker burde tage bare lidt af den egenskab til os..

En stor tak til den meget søde og sympatiske dyrlæge, der kørte langt for at opfylde vores ønske om at få aflivet Bazil herhjemme, så han lukkede øjnene i vante rammer, genkendelig duft af hjemme og skånede ham for en køretur i bil som han altid har hadet. Du er i den grad et kærligt menneske, med hjertet på rette sted. TAK FOR DIG!