One of the reasons why 2018 started out so bad for me

Som I kunne læse i mit første indlæg jeg skrev i 2018, så havde 2018 på bare et par dage budt på en masse kedelige nyheder og jeg havde egentlig kun mødt modgang siden vi hoppede ind i 2018.
Det var blandt andet en korrupt restaurant i Venedig’s skyld, at vores bil brød sammen på vej hjem fra lufthavnen, en dårlig nyhed for en af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv, der fortsat skulle kæmpe med noget i 2018, som vi alle troede og håbede på var et overstået kapitel (lige netop dette vil jeg aldrig blogge om). Men det der slog mig helt ud d. 2 januar var en anden trist nyhed og det er jeg nu klar til at åbne op omkring hvad er.

Vi fandt dagene op til juleaften en knude på min hund nede ved bagbenet. Hun er en jagthund, så vi tænkte det måske var en torn der havde sat sig fast, skabt infektion og dermed skabt en stor bule. Vi fik hende til dyrlægen som sagde at det var en knude og at der findes både godartede og ondartede knuder og at vi måske var ude i en operation efter nytår, hvis det medicin hun fik med hjem nu ikke havde nogen effekt. Vi tænkte ikke så meget over “konsekvenserne”, jeg tror vi alle var rimelig overbevist om at den ville forsvinde med medicin eller hvis vi var ude i en operation, så var det i hvert fald en godartet knude.
Vi mistede vores anden hund Bazil i sommers, som slet ikke blev gammel nok, så jeg tror måske vi følte at vi havde tildelt os en helleplads ift. at miste sine kæledyr i en tidlig alder (vi mistede også vores første hund Chili i en alder af kun 5 år)….

Mellem jul og nytår havde vi informeret dyrehospitalet om at knuden stadig var den samme, så d. 2 januar får vi en tid til operation. Det er mig der kører Mango derop, da jeg har fri fra arbejde og mine forældre har arbejde de ikke bare sådan lige kan tage fri fra. Jeg snakker med dyrlægen, som fortæller mig lidt informationer og siger hun rigtig gerne vil have fat i min mor inden de begynder på “noget”. Det lød pludselig som om hun ikke skulle opereres alligevel og jeg følte ikke rigtig jeg fik noget af vide, så jeg forstod intet (jeg finder senere ud af der er dårligt nyt, så de lod mig nok blive uvisheden for at skåne mine følelser og reaktionen på det de formåede det nok var). De får fat i min mor som kører op og snakker med dem efter hun har fri fra arbejde.

Min mor ringer efterfølgende og siger at de har taget en masse prøver på Mango og prøverne viser knuden er ondartet. Mango har kræft. Dagene efter står på en masse ture frem og tilbage til dyrehospitalet i Karlslunde. Først skal hun scannes for at se om kræften har spredt sig.
Scanningen viste at det havde den heldigvis ikke. Men desværre sidder knuden ret dumt, da den sidder lige i et meget bevægeligt led og derfor kan arret nemt springe op efter operationen. Desuden kunne den muligvis godt sidde så dybt at de ligefrem ville blive nødsaget til at amputerer hendes ene bagben, men dette er kun i værste tilfælde så vi skulle ikke tage sorgerne på forskud.

Nogle dage efter scanningen bliver Mango opereret, operationen er gået godt, Mango har stadig to bagben, og nu også en knude mindre. Men nøj hun har det dårligt, hun har rigtig ondt og vil slet ikke sove hele den første nat. Hun sidder bare, med et stift blik og piver lidt. Vi forsøger at hjælpe hende ned at ligge, men hun vil helst sidde op.
Dagene efter kommer hun lidt mere på toppen, men bliver nu ramt af noget der kunne tyde på infektion i operationssåret, så vi må en tur til Karlslunde igen og ganske rigtigt har hun fået infektion i det. Ny medicin til lille Mango og så investerede vi altså i en mere luksuriøs skærm hun skal gå med, istedet for den anden. Hun skal sgu have det bare lidt luksus under de her kommende tortur uger.

Vi krydser fingre for Mango og for vores egen egoismes skyld så vi kan beholde vores højt elskede hund mange år endnu, forhåbentlig bliver hun hunden der slår rekord i leveår i vores familie.

(Vi er efter indlægget er skrevet blevet informeret om at Mango har stadie 2 kræft. Dvs. den er hverken aggressiv, men den er heller ikke fredelig. Den kan godt gå i udbrud igen, men det kan også være den ikke gør).

– – – – – – – – – –

As you could tell in my first post I wrote in 2018, 2018 had just in a few days met me with lots of sad news and I had actually only encountered adversity since we jumped into 2018.
It was among other a corrupt restaurant in Venice’s fault, our car that broke down on our way home from the airport, some bad news for one of the most meaningful people in my life, that now have to keep fighting with something in 2018, which we all thought and hoped was a finished chapter (I’ll never blog about this, tho). But what struck me completely was another bad news and I’m now ready to open up about it.

The days up to Christmas Eve we found this huge growth on my dog on her hind leg. She’s a hunting dog, so we thought it might be a thorn that had got stuck, created infection and thus created a big growth. We went to the vet who told us it was a tumor and the fact that there both exist good tumors and bad tumors and that she might undergo surgery after New Years if the medication we have to give her now isn’t showing any effect on the tumor. We didn’t think so much about the “consequences”. I guess we were all really convinced about the fact that it would go away with the medication or if it came down to surgery, it would be surgery on a good tumor and not a bad one.
We had to put down our dog Bazil last summer, he did not get old at all, so I guess we thought we had assigned us a place of refuge compared to losing pet’s in a young age (we lost our first dog Chili, she only became 5 years old)…

Between Christmas and New Years we had informed the animal hospital about the fact that the tumor was still the same, so we got a surgery appointment January, 2nd. I’m the one driving Mango to the hospital because I didn’t have work that day and my parents have work where they cannot just take time off from work.
I’m talking to the vet who’s giving me information and she’s telling me she want’s to get in touch with my mom before they begin “procedure”. It suddenly sounds like they won’t undergo surgery and I really didn’t feel like I was getting told about what was happening (later I find out that there is bad news, so they probably kept me in suspense for my own sake).
They get in touch with my mom and she drives to the animal hospital after she gets off from work, to talk with them about the situation.

My mom later calls me and is telling they have taken a lot of tests on Mango and the test shows the tumor is bad. Mango has cancer. The following days go by with a lot of trips back and forth to Karlslunde. First, she must be scanned to see if the cancer has spread.
Luckily the scanning showed it hadn’t spread. But unfortunately, the tumor is located at a very bad place, because it’s a moving joint which means the wound can easily jump open again after surgery. In addition, the tumor might be located so deep that there is a chance they have to amputate her whole hind leg, but this is worst case scenario, we just had to be prepared that there was a slight little chance it might happen.

A few days after the scanning Mango undergoes surgery. The surgery went well, Mango kept her to hind leg and is now also without a tumor. But she’s really unwell, she’s hurt and will barely sleep the first night after the surgery. She’s just sitting, starring and whining. We try to help her down so she’s laying down, but she prefers to sit.
The following days she’s feeling a little better, but now it looks like the wound is infected, so we take her to the animal hospital again and indeed it is an infection. New medication to poor Mango and we also bought her a better collar.

We’re crossing our fingers for Mango and for our own egoisms sake so we can keep our very loved dog for many years. Hopefully, she will be the dog who breaks the record of pet living years in this family.

(After I wrote this post, we were told that Mango has stage 2 cancer, ie it is neither aggressive nor peaceful. It might come back, but not for sure).

#nouw30daychallenge #day4