Turen mod USA fuld af venlighed

Noget jeg husker særligt fra dengang jeg var udvekslingsstudent, er min lære i US History på den High School jeg gik på. Grunden til jeg husker ham er fordi han havde en helt speciel personlighed (set ud fra det jeg kendte til ham som min lære). Han var fantastisk spændende at høre på og så var han helt enormt venlig.
Jeg husker en episode i klassen, hvor jeg kom med chokolade til en der hedder Naomi fordi hun havde været så sød at hjælpe mig med mine historienoter i klassen og til at forstå det vi havde om?.Grunden til jeg bl.a. rejste til USA var jo netop fordi jeg ikke havde særligt meget engelsk ordforråd fra folkeskolen af, så det var svært at skulle lære om den amerikanske historie på et sprog jeg samtidig forsøgte at lære ? det gav lidt udfordringer, men alle mine lærere havde forståelse for det.
Anyways, min historielære ser jeg giver Naomi chokolade som tak for hjælpen, og beslutter sig for at give mig noget chokolade som han havde liggende i sin skuffe i kateteret, fordi han ville takke MIG for at være venlig mod Naomi, som JEG jo takkede for at være venlig mod MIG. Og en sætning han sagde jeg husker i den sammenhæng var ?Spread the Kindness?. Den sætning har hængt fast i mig lige siden, det er altid en sætning jeg har haft i baghovedet og som jeg især kom til at tænke på igen her på rejsen tilbage til Amerika.

Grunden til jeg blev mindet om ?Spread The Kindness? startede allerede, da en sød dame i Københavns lufthavn checkede mig ind. Jeg har to pas fordi jeg har mit amerikanske visum som gælder 10 år i mit gamle pas som er udløbet, da det ikke kunne flyttes over i mit nye pass. Hun ville sikre sig at det ikke blev et problem for mig at mit visum sad i et udløbet pas og bad mig gå til lufthavnspolitiet, for at være sikker inden hun sendte min kuffert og jeg afsted til USA. Hun mente dog ikke det blev et problem, men bare for en sikkerhedsskyld. Politiet kunne ikke give mig et 100% svar, men mente heller ikke det var et problem, så jeg gik tilbage til damen og blev tjekket helt ind. Jeg synes det var venligt hun var så omhyggelig.

Da jeg sidder i gaten og venter på mit første fly som er til Amsterdam, begynder en dansk ældre herre jeg sidder ved siden af, at snakke til mig. Han er utrolig venlig og snakkesalig ? jeg vil næsten sige der var lidt amerikaner i ham, i og med han var lige så venlig og snakkesalig. Vi snakkede om rigtig mange ting indtil vi skulle boarde og jeg hjalp ham med at forstå hvad de sagde i højtalerne i gaten, da de skrattede meget og jeg tror hans hørelse var lidt dårlig. Vi fulgtes helt ud til flyet og sagde pænt farvel indtil vores veje skiltes, eftersom vi sad i hver vores ende af flyet.

I flyet får vi serveret sådan en citronmånekage-agtig. Jeg gider kun fylde mig med kalorier hvis jeg kan se det vil smage mig og jeg synes den så lidt tør ud, så jeg gad ikke åbne den. Pigen ved siden af mig gad slet ikke tage imod kagen, hun ville bare have lidt vand. Den kinesiske unge mand på den anden side af mig, tog derimod både i mod sin kage og spiste sin kage, så jeg spurgte om han ikke også ville have min (jeg gad jo ikke spørge pigen, eftersom hun ikke engang gad spiste sin). Det var begrænset hvor meget engelsk han kunne, men da jeg viste med min kropssprog om han ville have min, nikkede han og sagde ?thank you?.
Venligheden fortsatte da vi var landet i Amsterdam. Kineseren sætter en eller anden oversætter app på der taler på dansk ud fra det han har skrevet på kinesisk. Han forsøger på sit begrænsede engelsk at forklare det er en app vi kan blive venner på og som kan oversætte automatisk selvom vi har hver vores sprog (sådan forstod jeg det i hvert fald). Jeg forklarer ham jeg ingen wifi har, så jeg kan ikke hente app?en. Om han forstod det ved jeg ikke, jeg håber da han forstod ?no wifi?.
Jeg har mega travlt når først jeg er kommet ud af flyet, da min mellemlanding er meget kort ift. jeg også skal igennem det der ekstra secutiry fordi mit fly er til USA, så mere ser jeg ikke til kineseren i mit rush mod den nye gate.
Og nu er det ikke for at dræbe den positive venlighedsvibe, men man skal også passe på med hvem man får kontakt med i den her til tider sindssyge verden. Nok så kineseren venlig ud og det er jeg nu egentlig sikker på han også var, men man kender jo ikke vedkommende. Så det der med bare at blive venner med folk på de forskellige sociale medier, det passer jeg altså lidt på med.
Han må finde på mig på Instagram så..den er lidt mere overfladisk uden for mange personlige detaljer og mig, haha.

I køen da vi boarder til flyet mod Boston, prikker en pige mig på skulderen og siger mit snørebånd er gået op, bare så jeg ikke falder ? igen, dejligt med venlighed. Da jeg bukker mig ned for at binde min snøre, triller min håndbagagekuffert lidt, fordi det er midt på en ?bakke? jeg binder skoen, og en anden pige tager fat i min kuffert, så den ikke triller fra mig ? igen, mega venligt.

I flyveren sidder jeg ved siden af en anden mand ? en amerikaner ? han er også venlig og snakkesalig.
Vores underholdningsskærme virker ikke, så han spørg om jeg kan synge, jeg svarer nej og spørger hvorfor han dog spørg om, hvorefter han svare, for så kunne det være vores underholdning på turen, ellers bliver det en lang flyvetur hvis vi bare skal kigge ud i luften. Jeg grinte, for det var da meget sjovt sagt.
Hans underholdningsskærm kommer så til at virke lidt senere, min virker desværre stadig ikke, hvilket han lægger mærke til, så han tilbyder at bytte sæde med mig så jeg kan få en skærm, der virker. Jeg synes simpelthen det var så venligt, men jeg takkede dog nej.
Jeg kunne altid høre lidt musik, læse i min bog og skrive blogindlæg ind i word. Min skærm kommer heldigvis også til at virke senere på flyveturen, dog lidt ustabilt, haha, men det går nok.

Den ene stewardesse var også en rigtig sweetiepie og roste mine briller. Ihh, jeg elsker simpelthen amerikanere, de er fuld af komplimenter.

 

Det blev et langt indlæg er, men min pointe er bare at vi skal #SpreadTheKindness ? det giver smil på folks læber og du vil højst sandsynligt blive husket, se bare hvor tydeligt jeg stadig husker min historielære fra min High School, selvom jeg kun havde ham i en 3 måneders tid.
Og vær ikke bange for at snakkede med fremmede, fx personen ved siden af dig i toget. Det er hyggeligt med lidt smalltalk (bare vær på vagt med ikke at give personlige detaljer, fx hvor du bor, for igen, verdenen er rådden og det kan vi ikke komme uden om, men vi kan stadig være venlige mod hinanden og dele med hinanden til en vis grad).

Jeg tror simpelthen det bliver min signatur hashtag fremover #SpreadTheKindness

 

#SpreadTheKindness

 

P.s i skrivende stund sidder jeg i flyveren mod Boston og er 2,5 time fra at lande. Jeg har betalt 50kr for en times wifi, men det er 100% de 50kr værd, haha.