Om ikke at komme hinanden ved mere

Jeg bruger sindssygt meget tid på at pendle frem og tilbage mellem mit hjem og mit studie i Kbh lige pt. Faktisk bruger jeg cirka 3 timer hver vej… Som en Tænker med stort T er det derfor heller ikke helt nemt ikke at lade tankerne flyve i denne “spildtid”, med mindre jeg selvfølgelig sidder med lektier….eller…der flyver mine tanker egentlig også afsted.

Igår morges da jeg sad i toget, kiggede jeg rundt for at kigge på mine medmennesker og for at scanne typerne jeg sad i togvogn med. Og der slog det mig – vi kommer overhovedet ikke hinanden ved mere. Alle bortset fra én sad med musik i ørene, inklusiv mig selv, jeg sad også med musik i ørene – jeg er ikke en skid bedre selv.
Og jeg forstår godt folk. Det er tidligt om morgenen og man har brug for lige at lade op til en lang dag med musik i ørene eller en god podcast, men man kan nu altså også faktisk godt lade op og samle energi ved at snakke med hinanden.

Jeg har flere gange skrevet om det her med at komme hinanden ved og det jeg kalder “amerikaner mentaliteten”. Jeg forsøger jo at indføre amerikaner mentaliteten lidt i Danmark ved fx at spørg “hej, hvordan har du det idag” når jeg fx står i Netto og skal til at betale. De fleste gange får jeg ikke gjort det eller også har jeg ikke modet til det. Det kommer faktisk lidt an på hvordan jeg har det personligt, altså med mig selv. Har jeg det lort, har jeg heller ikke modet til det.
Men havde det været et tog i USA er jeg næsten sikker på at folk havde sagt “hi, how are you” når de havde sat sig ved siden af dig eller overfor dig i toget.

I sidste uge “udøvede” jeg amerikaner mentaliteten på danskerne og mit #spreadthekindness princip.
Jeg sætter mig i toget på vej hjem overfor en ung fyr. Jeg har ikke musik i ørene, da jeg spiser en sandwich og jeg kan ikke begge dele på én gang. Det irriterer mig nemlig at jeg kan høre mig selv tykke, haha.
Anyways, fyren overfor mig ringer til sin mor og siger han kun har 1% strøm på sin min mobil, så han gør det kort og ville bare fortælle at han nu har skrevet under på en lejlighed. Han lægger på og jeg beslutter mig så for at spørge om han vil låne min powerbank, så han kan få strøm på sin telefon. Han bliver glad og takker ja, men desværre har han ikke en iPhone og jeg havde kun et stik med til min iPhone. Manden ved siden af os siger så at han har en oplader, der virker til den unge fyr’s mobil, så det ender med at han låner min powerbank og mandens oplader og han bliver jo super taknemmlig og får strøm på sin telefon, så han kan ringe og fortælle lidt nærmere om lejligheden til sin mor.
Det var fandme #spreadthekindness, teamwork og amerikaner mentaliteten alt på én gang lige der tænker jeg bagefter og det gjorde mig glad at jeg ved at være venlig med sådan en lille ting, kunne glæde en anden og at andre ligefrem blev involveret i at hjælpe den her fyr.
Bagefter falder jeg i snak med den her unge fyr, som næsten skal lige så langt med toget som jeg og det viser sig faktisk at vi havde utrolig meget at snakke om, så jeg snakkede med ham helt indtil han stod af og togturen var lige pludselig slet ikke så lang. Jeg hyggede mig og det gjorde mig helt vildt glad at snakke med et andet fremmed menneske og lære lidt om ham.

Jeg har siden da tænkt på hvor korte mine togture ville føles hvis jeg kunne finde en at snakke med hver gang eller hvis man kunne finde en fast togbuddy, haha. Men man tør jo ikke forstyrre alle os, der sidder med vores høretelefoner, man føler jo lidt man trænger sig på og “forstyrre” dem. Men jeg tænker at alle har godt af nogen gange lige at droppe den lækre musik i ørene og istedet snakke lidt med sine medmennesker. Det er faktisk en del federe end at høre den samme playliste igen og igen hver morgen.

Og det samme gælder med “godmorgen”. Sig godmorgen til dine medmennesker. Jeg går og “nikker”, smiler og siger godmorgen til butiksejerne, der åbner butikker når jeg går der og er på vej hen til min skole på Nørrebro (jeg gider IKKE tage bussen for 1,5 km). Men det gør mig bare vildt glad sådan at enerkende folk og vise “hey jeg har set dig, godmorgen til dig, her får du et smi-lagtig”. Og det er ikke for at lyde som Gud’s bedste barn og totalt fejlfri og overskuds-agtig, for jeg har også (ofte) dage, hvor jeg bare overhovedet ikke gider andre mennesker, og det er fair nok man har det sådan, det er ofte de dage hvor jeg bare er sur og trist. MEN jeg ved jeg bliver gladere ved at give et smil med på min vej, selvom jeg måske ikke er verdens gladeste menneske, lige den dag.

Billedet er sgu egentlig bare mit tænkeansigt. Sådan som jeg ofte ser ud når jeg også om aftenen ligger og tænker inden jeg skal sove og derfor aldrig kan falde i søvn i tide nok til at jeg får mine 7-8 timer, som det kræver for at jeg kan fungere som menneske næste dag?