Min største drøm er blevet et uopnåeligt mål

Jeg har det sidste stykke tid gået med et rigtig svært dilemma.. Sagen er nemlig den at jeg har stået over for valget om at stoppe eller fortsætte med min største passion og det jeg nyder aller mest at lave her i verden – nemlig gymnastik.
Jeg har siden jeg var 2 år gammel gået til gymnastik. Det startede med mor-barn gymnastik, senere rykkede jeg op på et for-sjov-rekrut-hold hvor vi lavede “rytme og spring”, hvorefter jeg “opgraderede” til TeamGym Konkurrence gymnastik og for 2 år siden valgte at skifte til rytmisk gymnastik pga. for mange skader som springgymnast.

Jeg blev i august/september udtaget på DGI’s rep. piger, hvilket jeg var utrolig stolt over og glad for. Jeg følte allerede til fortræningerne og udtagelserne at jeg havde lært helt vildt meget teknik-mæssigt, så jeg vidste dette hold ville komme til at udvikle mig rigtig meget som rytmisk gymnast, hvilket jeg også følte jeg havde brug for inden jeg skulle på Ollerup gymnastikhøjskole i foråret 2018.

Desværre sker der det at jeg lige omkring slut november/start december, begynder at mærke at mine fødder er usædvanligt trætte efter hver gymnastiktræning, det er et problem bare at gå op og ned af trapper når jeg kommer hjem.
Jeg ignorerede det og prøvede ikke at tænke for meget over det.
I januar blev det værre, under hver gymnastiktræning blev mine fødder trætte, dunkede og stikkede ligesom når man f.eks. får stød i sin albue på en stolekant. Dagene efter træningerne var fodleddene stive om morgenen og havde ikke samme bevægelighed, de skulle ligesom gåes til før jeg kun bruge dem ordentligt, mens de fortsatte med at være ømme i nogle dage.
Jeg begyndte at sætte mig mere og mere ud til træningerne fordi det gjorde så ondt, hvilket også resulterede i at jeg blev frustreret og voldsomt ked af det fordi jeg følte jeg sakkede bagud i serierne og ikke kunne gøre det godt nok, fordi jeg ikke kunne udføre øvelserne ordentlig, uden at jeg nærmest følte mine fodled knækkede sammen under mig.

Jeg nævnte problemet for min mor, da hun lider er voldsom slidgigt i sine fodled og da resten af min mors familie også er meget præget af gigt.
Jeg begyndte at frygte for at det var begyndende gigt og valgte at se min læge, også selvom gigt lyder usandsynligt i og med jeg kun er 19 år, men med mine gener tog jeg ingen chancer.
Min læge syntes også det skulle være et særtilfælde hvis det var gigt, men han kender også til min families gigtproblemer. Han ville ikke sende mig til røntgen da gigt alligevel ikke vil kunne ses så tidligt inde i et gigtforløb.
Senere lød snakken med ham om hvad jeg skulle stille op med gymnastikholdet jeg går på nu og Ollerup gymnastikhøjskole som jeg har tilmeldt mig.
Jeg kan skåne mig selv for mange år med slidgigt hvis jeg passer på min krop allerede nu og tænker over hvad jeg laver.

Jeg har i sidste ende nu fundet frem til den beslutning af jeg stopper på rep. holdet jeg går på nu, da jeg ikke har nogen glæde i at dukke op til træning mere. Jeg bliver derimod vanvittig ked af det over jeg ikke kan være med og føler mig dårligere end de andre, når jeg ikke kan gøre det godt nok pga. de skide føder (jeg er meget perfektionistisk). Desuden er jeg også nødt til at tænkte langsigtet på mit helbred, jeg vil hellere stoppe med gymnastik nu og skåne mig selv for nogle år med gigt end at dyrke det der ellers er min største passion. Jeg kan udemærket godt se hvor ondt min unge smukke mor har og jeg vil bestemt ikke ende som hende. Jeg følte desuden heller ikke at det var fair overfor mine trænere, at de aldrig kunne vide hvornår jeg følte mig okay i fodledene til rent faktisk at opvise, så de ville aldrig kunne vide med sikkerhed om de skulle omrokere opstillinger eller ej.
Jeg har desuden også valgt ikke at tage på Ollerup, da jeg ikke mener jeg vil kunne klare det i fødderne og jeg vil ikke betale så mange penge for et ophold, hvor jeg kun kan være med halvt og hvor jeg måske endda vil føle mig udenfor, fordi jeg ikke kan være lige så meget med til træningerne som de andre.

Det har været en yderst svær beslutning og den har haft et par tudeture med sig, men jeg har gode støttende mennesker omkring mig og det hjælper en del.
Det er noget fucking lort for at sige det lige ud, men jeg håber jeg finder en anden passion her i livet, der er lige så stor som min passion til gymnastik – måske slackline, som jeg så småt er begyndt at se noget spændene i (se billede i indlægget)?