Er det blevet sværere at finde kærligheden efter de digitale medier er kommet?

Jeg er en sucker for gamle danske film, serier fra min forældres ungdom (fx Friends og Beverly Hills 90210) eller serier, der er optaget idag men som foregår i gamle dage (fx Mercur og Badehotellet). Dette skyldes nok at jeg føler man kom hinanden meget mere ved dengang.

Jeg har set alle sæsoner af 90210, men jeg er igang med at se den endnu engang helt fra begyndelsen af.
Jeg ved godt 90210 er en serie og som sådan ikke er virkelighed, men det er vel på en eller anden måde virkelighed. Den indeholder alt det vi unge går igennem med break ups, make ups, drama mellem venner/veninder, pisse irriterende forældre, osv., osv. Og så selvfølgelig problematikerne fra den tid som den er optaget i, som fx HIV – men det er en anden snak.

Efter jeg er begyndt at se 90210 igen, er jeg begyndt at tænke over hvor let det er for de unge i den serie at finde “ny kærlighed” og om dette skyldes at de i den tid ikke havde computere og mobiltelefoner, der kunne alt det fancy som de kan idag.
Selvfølgelig er det en serie og der skal jo ske noget hele tiden i den, for at man gider at se den, men jeg tror ærligtalt det var lettere at “score” dengang, end det er idag. Jeg føler vi går med hovedet plantet i vores mobiltelefoner 24/7 (I’m no angel, jeg gør det også selv), men hvornår kigger vi reelt set op? Dengang stod man sgu ikke med snuden begravet i mobilen, når man stod ved et busstoppested og ventede, næh man kiggede rundt og kunne da lige så godt falde i snak med personen, der stod ved siden af en, for hvad skulle man ellers få tiden til at gå med mens man ventede? Dengang havde man sgu ikke sin sut (læs: mobil) på sig hele tiden og kunne tjekke Instagram, så man ikke lignede en loner, men så “vigtig” og beskæftiget ud, istedet – som vi jo har idag.
Jeg føler vi er så socialt afstumpede idag pga. digitaliseringen at hvis en fremmed starter en samtale med dig idag, ville man kigge sådan helt underligt på vedkommende og tænke “hvorfor snakker personen til mig?”. Jeg ved jeg skærer alle over en kam lige nu og det beklager jeg, for selvfølgelig er det ikke tilfældet hos alle, men min teori er, at det desværre forekommer at man tænker sådan.

Jeg ville ønske vi kom hinanden mere ved, snakkede selvom vi ikke kender hinanden.
Indlægget her kan nok sættes lidt i relation til mine indlæg om at amerikanisere danskerne ved at gøre “how are you” til en normalt sætning i Danmark (selvfølelig oversat til dansk, haha).

Man kan så sige at vi nu lever i en tid hvor vi “istedet” har fået Tinder, til at finde kærligheden……eller hvad man nu søger derinde. Men jeg gider fandme ikke møde min kæreste på Tinder. Jeg er en kæmpe romantikker og jeg må ærligt indrømme at jeg synes det er en lidt nederen love-story. Det er ikke for at kritiserer jer, der har fundet kærligheden på tinder, jeg synes det er pisse fedt i tog chancen og mødtes og at der var så meget kemi at i endte sammen. Jeg er bare pigen, der for det første er mega skeptisk omkring drenges hensigter derinde (jeg er ikke til one nights stands), for det andet er jeg for skeptisk til at mødes med en fra tinder, man ved sgu aldrig om personen i virkeligheden psykopat og for det tredje er jeg som nævnt, romantikeren, der går for meget op i den der skide love-story.

Det er ikke for at lyde som en loner, selvom jeg er det big-time, LOL, jeg ville bare ønske vi kiggede mere op fra den skærm og så hvad vores omgivelser indeholdte. Overvej hvor mange gange du kunne have mødt din soulmate, hvis du havde kigget op fra skærmen mens du gik på gaden, fremfor at kigge ned i skærmen.
Vi kan så meget nu på det lille apparat, at vi jo ikke engang falder i snak med andre mennesker for at få hjælp. Kan du ikke finde vej, slår du det bare op på din gps i mobilen. For 20-30 år siden faldt du ikke kun i snak med folk for hyggens skyld, du faldt også i snak med folk for at få hjælp – dengang havde du sgu ikke Siri i baglommen. Idag falder vi hverken i snak for hyggens skyld eller for at få hjælp og jeg synes bare det er virkelig virkelig ærgerligt. Specielt fordi jeg synes man er et gladere menneske, når man kommer hinanden ved, på en helt anden måde end når man kommer hinanden ved på de digitale medier. Du får bare ikke samme oplevelse når du ikke kan mærke og se folks motorik, ansigts- og kropsudtryk.

Selvom jeg elsker min mobil helt op til skyerne og ned igen, for det gør jeg virkelig, så ville jeg sgu alligevel ønske at jeg var født længe før 1997 og havde oplevet tiden uden mobiltelefoner.
Jeg er glad for jeg ikke er født senere end 97, jeg har trods alt oplevet lidt af den der tid før alt blev digitaliseret og jeg kan heldigvis huske den nogenlunde. Igår snakkede jeg fx med min mor om dengang der fandtes videobutikker og det bedste var når man fredag fik lov til at gå ned med mor i videobutikken for at låne en film – det var noget man så frem til hele ugen. Jeg husker også den berømte nokia-telefon, der ville kunne klare at få en komet nedover sig uden at gå i stykker. Jeg husker også dengang jeg købte min første mobil og til min store skuffelse fandt ud af den ikke havde bluetooth, for blutetooth var åbenbart det den skulle have for at man kunne dele alt på sin mobil med de andres telefon. Jeg husker også dengang jeg brugte hele weekender på at download musik ned fra youtube på min mobil via en mp3 converter. Okay sorry, nu går jeg hen og bliver lidt nostalgisk, haha.

Anyways, det her med at kigge op er i hvert fald noget jeg selv vil begynde på, for jeg er virkelig også slem til at kigge ned i min mobil uanset hvor jeg er. Jeg vil slet ikke vide hvor mange timer jeg bruger på Instagram om dagen…
Og lad det bliver afslutningen på dette indlæg, jeg inderligt håber du har læst til ende.

#LookUp #SpreadTheKindness