Jeg er optaget på mit drømmestudie

I nat ved midnatstid sad jeg som mange andre unge klistret til skærmen, for at finde ud af om jeg var kommet ind på mit studie eller ej.

Jeg har aldrig fortalt jer, at jeg i marts søgte ind på mit drømmestudie. Jeg har holdt tæt med det, da det er en uddannelse, som har 100% kvote 2 optagelse, dvs. at de ikke kigger på dit gennemsnit fra gymnasiet, men optager dig på baggrund af hvor god en optagelsesprøve du har skrevet.

Jeg har søgt ind på E-designer, som er forkortelsen for entreprenør-designer.
I år handlede optagelsesprøven om demens. Man skulle finde en løsning på hvordan man kunne “helbrede” demens uden en medicinsk løsning. Demens, kan ikke helbredes helt, men opgaven gik i hvert fald ud på at finde en løsning på hvordan man kan gøre det nemmere for demensramte og hjælpe dem. (Det er ikke den præcise opgaveformulering, men det var noget i den stil).

Da jeg læste opgaveformuleringen tænkte jeg “fuck mig”, jeg ved absolut intet om demens og går gerne en kæmpe vej udenom alt, der hedder naturfagligviden – der er en grund til jeg er sproglig student, haha. Desuden har man 2 uger til at skrive opgaven, men jeg skulle på skiferie den ene af ugerne, så jeg havde kun én uge til at skrive den, men jeg tænkte “jeg gør jo bare mit bedste”.

Da jeg gik igang med opgaven tænkte jeg allerede “oh shit” ved opgave 2. Man skulle tegne et portræt af sig selv og er der noget jeg ikke kan, så er det fandme at tegne? Jeg synes næsten lige i skal se den, for at hold nu kæft den er grim, og der må gerne grines. Det skrev jeg også i min ansøgning at de gerne måtte, for mine styrke lå altså ikke i selvportræt-tegninger, haha (se billede nederst i indlægget).

Selve min protoype over mit løsningsforslag gjorde jeg meget ud af. Jeg gider ikke fortælle i detaljer hvad den handlede om, da indlægget så bliver for langt, men kort fortalt skabte jeg en app, der skulle hjælpe både de demensramte og pårørende med at gøre hverdagen nemmere og ligeledes indenholdte appen kognitive opgaver som de demensramte skulle løse i løbet af dagen for at træne hjernen (se billede af min prototype nederst i indlægget).

Da jeg søgte uddannelsen i marts, havde jeg det “okay” med at få afslag (misforstå mig nu ikke), jeg ville ikke blive ulykkelig over ikke at blive optaget, da jeg ville have det fint med et sabbatår til, hvor jeg rigtigt kunne komme ud og rejse og opleve kulturer.
Men da jeg hjemvendte fra min rejse til USA i juni, havde jeg brugt flere penge end planlagt, så en længerevarende rejse inden for et halvt år, så lidt uopnåelig ud. Nu begyndte jeg faktisk virkelig at håbe på at jeg kom ind på mit studie, for nu kunne jeg ikke se hvad jeg skulle bruge endnu et sabbatår til, hvis jeg alligevel ikke kom ud at rejse. Jeg sagde ikke til nogen at jeg ligefrem håbede på at komme ind nu, for jeg gad ikke tabe ansigt hvis jeg så ikke kom ind og jeg har absolut ingen fornmmelse haft med hvor god min opgave har været… Jeg kan godt være meget selvkritisk fordi jeg er meget perfektionistisk, så jeg troede nok egentlig ikke rigtig på at den opgave ville kunne få mig optaget.
Jeg vil dog også sige at hvis jeg ikke var kommet ind, havde jeg heller ikke været ulykkelig og grædt hele dagen, jeg havde bare fået det bedste ud af endnu et sabbatår, sparret så meget op som jeg kunne og rejst for de penge, om det så kun var en måned pengene ville række til på en rejse.

Jeg troede man fik svar i nat kl. 00:01, men jeg fik ingen e-mail, så jeg troede faktisk ikke jeg var optaget. Jeg vågnede igen ca. kl. 01:30, 02:00 03:00 og 04:45, men der var stadig ingen e-mail. Jeg vågnede igen kl. 06:30 og så var den der “Tillykke du er optaget på KEA – E-designer”. Jeg smilede og tænkte “gjorde jeg det virkelig? Er jeg optaget? Er det en fejl?”, men nope, den var god nok.
Det var den bedste fødselsdagsgave man kunne ønske sig. Jeg løb ikke op og vækkede min familie, for det er jo min fødselsdag og det er meningen at de skal vække mig med sang og gaver, så jeg lå tålmodigt og ventede i 2 timer på at de vækkede mig, og var mere spændt på at fortælle dem at jeg var kommet ind, end på at få mine gaver. For skal jeg være ærlig, så tror jeg heller ikke min familie havde regnet med jeg ville komme ind?

Jeg synes dette er det mest perfekte bevis på at du sagtens kan nå videre i livet uden et højt gennemsnit fra gymnasiet. Jeg ville skrive “nå langt i livet”, men den sætning bruger jeg først om nogle år, når jeg rigtig er igang med det jeg elsker, for jeg tror nemlig på at jeg nok skal nå langt i livet. Jeg tror på mig selv og det har jeg altid gjort. Det eneste sted jeg tvivler på mig selv er skolemæssigt, fordi jeg siden 4. klasse har fået af vide at jeg har problemer med skolen. Jeg gik til ekstra matematik i folkeskolen og jeg lærte først rigtig engelsk da jeg tog til USA som udvekslingsstudent efter 9. klasse, selvom min søde engelsklærer fra 7. klasse af, ellers prøvede ihærdigt at lære mig det.

Jeg har aldrig været stærk faglig, men lærerne fra min første skole har heller ikke lagt skjul på at fortælle mig det, hvilket har givet sine kampe.
Jeg er 100% en kreativ type (dog ikke lige når det gælder at tegne, haha). Men jeg har også bevist at jeg sagtens kan, det kræver bare mere af mig – skolen kommer ikke let til mig. At jeg gik fra 02 til 12 i skriftlig matematik i gymnasiet skyldes udelukkende hårdt arbejde og at jeg fik 10 i SRP skyldes også en kæmpe kamp. Men jeg gider ikke sidde og skamrose mig selv og kun oplyse de “gode” karakterer fra gymnasiet – jeg fik f.eks. 02 i oldtidskundskab og religion, men det generer mig overhovedet ikke.
Jeg har aldrig gået op i karakterer eller gennemsnit, for jeg har altid vidst at min styrke lå i at være kreativ.
Jeg gik ud med et snit fra gymnasiet på 5,3 – det samfundet vil mene er et lavt snit og som ikke kan få en ind på “de gode studier”, det var i hvert fald ofte det folk sagde når de snakkede gennemsnit. De var selvfølgelig ikke bevidste om at mit snit lå “så langt nede” når de stod og snakkede om det foran næsen på mig. Men se nu lige hvem, der kom ind på sin drømmeuddannelse alligevel. Alt handler nemlig IKKE om gennemsnit. Jeg siger ikke man skal slacke sig igennem gymnasiet og “stræbe” efter et “lavt” snit, jeg siger bare at jeg vidste jeg ville søge ind på de meget kreativt-rettede uddannelser, som ofte krævede en optagelsesprøve.
Der har kun været to uddannelser, der interessede mig som krævede et snit, hvilket jeg havde højt nok snit til.
Jeg så ingen grund til at ligge vandret i gymnasiet for at stræbe efter et højt gennemsnit, når jeg ikke skulle bruge det. Jeg ville aldrig overleve et studie som statskundskab, medicin, jura eller hvad der nu ellers kræver et højt snit, for jeg har slet ikke de evner det kræver og jeg ville desuden ALDRIG få det samfundet idag kalder et højt snit, så jeg rent faktisk kunne søge de uddannelser.

Det har sat sine spor at jeg altid mellemlinjerne har fået af vide jeg er ubegavet og at jeg skulle have specialundervisning i fx matematik, mens de andre fik almindelig matematikundervisning i klassen, for egentlig har det handlet om at læreren ikke havde kompetencerne til at lære fra sig på en mere kreativ måde. Vi lærer ikke ens. Jeg lærer bedst ved at få sat tingene op på en kreativ måde, jeg lærer ikke af tavleundervisning og netop dette blev jeg opmærksom på da jeg skiftede skole i midten af 6. klasse. Bogø Kostskole reddede min skolegang. De formåede at lære mig tingene på en kreativ måde og satte mig ikke bare ned med en bog, der var for matematik i 4. klasse selvom jeg gik i 6. klasse, som de gjorde på min gamle skole.
Men jeg mister stadig den dag idag, fuldstændig troen på mig selv når det kommer til eksamener, eller hvis jeg synes noget er vanvittig svært at forstå i skolen. I de situationer føler jeg mig dum og ubegavet, men må minde mig selv om at alt er svært i starten og at mine styrke ligger i det kreative.

Jeg er faktisk lidt sur på mig selv over at jeg overhovedet ikke forventede at blive optaget bare den mindste smule. Jeg skulle have troet på det, men i det mindste blev jeg ikke skuffet, jeg blev positivt overrasket. Jeg blev især overrasket da min bror slår op hvor mange, der har søgt ind på E-designer på KEA i år. 303 har søgt ind og kun 85 er optaget. Da jeg så at jeg blev optaget, tænkte jeg nemlig at det måtte være fordi ingen havde søgt ind i år og at alle bare var optaget. Igen tvivlede jeg på mine evner, for jeg kunne umuligt have gjort det så godt at de har valgt andre fra, men valgt mig til, tænkte jeg. Jeg er fucking stolt over at være blandt de 85. Jeg synes fandme jeg er sej. Det havde jeg sgu ikke regnet med.
Jeg havde regnet med afslag… Havde jeg fået afslag, havde jeg søgt den igen næste år med KEA som 1. prioritet og samme uddannelse men i Kolding som 2. prioritet og en helt anden uddannelse som 3. prioritet bare for at oppe mine chancer bedst muligt.

Stort tillykke til alle jer, der er kommet ind på jeres studier. Og til jer der fik afslag – i tager dem med storm næste år. Tro på det! Og husk at der ofte er flere veje til dit drømmejob. Måske har du ikke snittet til uddannelsen, men har du overvejet om der muligvis er andre veje at gå men som ender samme sted. Det er ikke altid bedst at tage motorvejen?