Jeg er flyttet hjemmefra – sådan er de 2 første uger gået

Mandag d. 1 oktober overtog jeg nøglen til min nye lejlighed. Det var også dagen hvor jeg flyttede hjemmefra. Om jeg var klar ved jeg ikke helt, det var en ret syret oplevelse. Jeg har jo altid sagt jeg bare ville blive boende på “mor og far’s 4-stjernede hote” – det er gratis, der er altid mad i køleskabet, fri wi-fi og min bedste veninde (min hund Mango), bor der også.

Men i og med at jeg blev optaget på mit studie, og ret hurtigt blev træt af at stå op kl. 4:00 hver morgen og bruge 6 timer på transport hver dag, gik det hurtigt op for mig, at det sgu var tid til at jeg forlod min dejlige ø og fik min røv ind mod det Københavnske.

Lejligheden skal jo rengøres, males og fixes lidt, så den mandag tog vi kun lige det overfladiske rengøring og jeg fik min seng og lidt tøj med ind som det eneste, bare for at jeg ikke skulle op kl. 4:00 igen og istedet kunne sove derinde. Resten ville vi tage løbende – og vi er stadig igang, selvom det er 2 uger siden nu. Det er et større projekt sådan en flytning, især når man er første-gangs-flytter og især når mine forældre bor så langt væk og min fars arbejde kræver altid meget månederne op til jul, så hans fritid til at kunne hjælpe inde i lejligheden er ret begrænset. Men den skal være færdig weekenden op til d. 1/11 hvor mine roomies flytter ind.
Jeg er så heldig at to af mine alle bedste venner flytter ind sammen med mig. Marius har jeg kendt siden jeg var 13-14 år og Cecilie har jeg kendt siden var var 9-10 år gætter jeg på (jeg føler jeg har kendt hende siden jeg kom ud af min mors mave).

Anyways, de første to uger er faktisk gået overraskende godt. Jeg havde troet at jeg ville være sønderknust og have sindssygt meget hjemve, men jeg har faktisk haft det okay.
Det var mærkeligt at sige farvel til min familie der om mandagen, det var en surrealistisk følelse. Jeg husker at jeg gik direkte i seng da jeg havde lukket og låst døren efter dem, og i min seng finder jeg et kort fra mine forældre og en pose med mønter, salt og brød (sådan en symbolsk ting og som åbenbart er tradition i familien). Imens jeg læser det kort, hører jeg min families bil køre væk fra lejligheden og der begyndte jeg sgu at tude. Men jeg tørrede mine øjne og lagde mig i min seng med min mobil og lidt senere ringer min mor. Jeg snakker lidt med hende og lægger mig efterfølgende til at sove (jeg fortalte hende aldrig at jeg havde grædt).

Vi har jo som sagt skulle lave lidt justeringer i lejligheden, og flyttet resten af mine ting herind, hvilket har gjort at min familie er kommet et par gange i løbet af ugen og jeg har også været hjemme og sove en enkelt nat hver weekend. Det har været rart at jeg lige har set dem bare lidt, siden jeg flyttede. Jeg savner dem da og jeg savner især min hund, men jeg kan jo altid ringe eller rejse hjem til dem, så på den måde synes jeg egentlig ikke det er så slemt at flytte hjemmefra, selvom jeg 100% helst gerne ville bo hjemme lidt endnu. Jeg synes min familie er verdens bedste, derfor så jeg helst mig selv stadig bo sammen med dem?

Jeg må sgu indrømme at jeg tager det lettere end hvad jeg havde troet jeg ville, men jeg tror det skyldes at jeg på en måde har boet ude før. Jeg har jo været et halvt år ude som udvekslingsstudent i USA og et halvt år boet hos en familie i USA, som mine forældre har kendt siden de var unge, så jeg har jo prøvet det der med at skulle undvære dem før og endda på en måde hvor jeg slet ikke har kunne se dem i flere måneder.

Men alt i alt går det godt her i den fine hyggelige lejlighed. Jeg investerede ret hurtigt i en cykelhjelm, så jeg er begyndt at cykle herinde, men det der med at lave aftensmad sker sgu sjældent. Jeg lever at makrelmadder?