Jeg vil ikke bare eksistere, jeg vil LEVE

Jeg har tænkt på noget her på det sidste. Det kommer sig muligvis af at jeg har siddet og filosoferet en del over livet her i min eksamensperiode – det sker altid når jeg læser til eksamen, eller er presset på anden vis – jeg tænker altid helt latterligt meget over livet i de perioder.

Først kom tanken; hvorfor sidder jeg egentlig her og vrider min hjerne med eksamenslæsning og slår mig selv i hovedet over at jeg ikke kan huske alt det jeg skal? Jeg læser op, jeg gør det så godt som jeg kan og så går det som det går…..Dommedag er på fredag til jer, der er nysgerrige?
Nu har jeg siddet i snart 2 uger og hakket på mig selv over det jeg IKKE kan. Nøj hvor har jeg været grov ved mig selv, jeg ville ALDRIG sige de ting som jeg har sagt til mig selv, til en veninde… Jeg glemmer helt at minde mig selv om de mange ting jeg GODT kan.

Men jeg kan alligevel heller ikke lade vær med at stille mig selv spørgsmålene til en million. Hvorfor gør jeg egentlig det her? Hvad er meningen med det? Hvad er egentlig meningen med mit liv? (ja, det bliver ofte ret dybt). Jo jeg vil gerne bestå, så jeg kan fortsætte på mit studie, men hvad skal der egentlig ske med mit liv?
Jeg læser til entrepreneur-designer, og jeg er (forhåbentlig) færdig om 1,5 år, men hvad så? Skal jeg læse videre? Skal jeg tage et sabbatår igen? Skal jeg bare ud på arbejdsmarkedet og arbejde til jeg bliver 75? Hvad vil jeg overhovedet være? For hold kæft hvor er der meget jeg gerne vil være, eller synes er interessant. Jeg læser entrepreneur-design, men jeg er pludselig også blevet interesseret i at læse psykologi og hjælpe krigsveteraner….Altså det er jo to vidt forskellige boldgader.

Min største frygt er at jeg kommer til at leve det der totalt ordinære liv, livet der er kører lige så meget på rutine som alle andres. Jeg føler at folk lever som om der kun er ét spor og det fortsætter bare derud, det er de færreste der tør at tage en drejning til højre eller venstre – og jeg tør godt påstå, at der er derfor der findes så mange utilfredse mennesker. De er utilfredse og sure, fordi de er utilfredse med deres tilværelse.
De fleste mennesker eksisterer bare, de lever ikke. Og det skal bare ikke ske for mig.

Jeg kan sagtens se hvorfor at jeg tager en uddannelse, og hvorfor jeg skal gøre mig umage med eksamenslæsningen og projektet så jeg består, for jeg synes mit studie er interessant, selvom jeg endnu ikke aner hvad jeg bliver i sidste ende. Men jeg kan ikke se hvorfor jeg skal køre derud af på det samme spor ligesom alle andre.
Hvis jeg kører og kører i det samme spor og bare eksisterer og ikke stopper op, treater mig selv og lader mig leve livet, så bliver jeg simpelthen sindssyg. Der skal være plads til at stå af på en station, lige leve livet, opleve noget andet, droppe rutinerne og så tage det næste tog igen, men med kurs mod samme endestation….hvis det altså vel og mærke stadig er det man ønsker. Hvis ikke, så prøv at hoppe på et tog til en anden destination.

Vi skal simpelthen give os selv lov til at leve livet. Vi skal stoppe med at tænke på konsekvenserne og bare gøre det. Jeg nægter at sidde som 75-årig og fortryde ting jeg ikke fik gjort. Der er et citat som jeg lever mit liv meget efter, fordi det simpelthen giver så meget mening for mig og det liv jeg forsøger at leve:

It’s better to look back on life and say: “I can’t believe I did that.” than to look back and say “I wish I did that.”

Jeg er født spontan og jeg hedder nærmest impulsiv til mellemnavn, men det her et noget vi ALLE kan praktisere og leve efter. Det er et valg man tager. Alt her i livet handler om valg.
Livet handler om at finde en balance hvor man er glad og tilfreds. Nogle har det fint med rutiner og det er så fair. Andre har et større behov for at være spontan – jeg har fx et meget stort behov for at opleve og tage spontane beslutninger, jeg føler jeg lever når jeg er spontan. Det er dér at jeg kan mærke at jeg er i live og er aller gladest og det kan være både små, som store oplevelser og beslutninger.

Jeg forstår godt at man har et vis ansvar og ikke bare kan gøre lige hvad der passer en. Jeg har fx et ansvar overfor mig selv ift. min uddannelse, jeg kan fx ikke bare skride til Afrika i 3 måneder som jeg drømmer om, for at arbejde med dyr, for det har konsekvenser for mit studie, men jeg kan i den grad vælge at spare op til det allerede nu og gøre det efter uddannelsen og jeg kan i den grad treate mig selv med mindre oplevelser, så som fx en weekend-tur til et sted jeg altid har drømt om at opleve. Det koster ja, og mange vil måske mene at jeg lever over evne, fordi jeg indimellem bruger penge på “unødvendige” ting eller oplevelser (for mig er det ikke unødvendigt) – og som studerende er det lige nu min opsparing fra min mormor og morfar, der sponsorerer de ting og oplevelser, og den konto løber selvfølgelig i nul på et tidspunkt, men den tid den sorg.
Ikke alle forstår hvorfor at jeg bruger opsparingen nu, fra min mormor og morfar, som jeg har været så priviligeret at få, men skulle jeg bare gemme de penge resten af mit liv? Altså hvis ikke jeg skal bruge dem, hvem fanden skal så? Hvad nu hvis jeg på tragisk hvis døde imorgen eller fik diagnostiseret en uhelbredelig sygdom? Jeg vil fandme leve mit liv mens jeg kan. Vi er ikke herre over tiden og alle har en udløbsdato.

Jeg forstår at indlægget her måske kan virke rodet, for det er bare mine tanker, der har kørt der udad, samtidig med at mine fingre på tastaturet har forsøgt at følge med, men min pointe er bare; lad vær med bare at eksistere, lev livet, skift til et drejespor indimellem og kom derefter tilbage. Tag ud op oplev, gør noget der gør DIG glad og lad vær med at tænk for meget over tingene. Der er konsekvenser ved alle valg vi tager her i livet, men de løser sig som regel altid. Jeg har taget mange gode beslutninger her i livet, og også rigtig mange dårlige, men de dårlige har altid ændret sig til noget godt i sidste ende. Intet er skidt uden at det er godt for noget andet.

Nogle vil måske mene at indlægget her er en smule dobbeltmoralsk fordi at jeg på det sidste har gået og sagt, at jeg er træt af influencers behov for at prædike om ting på Instagram, som var de en eller anden selvudnævnt priest sendt fra guderne.
Men jeg er bare træt af at se flere forskellige profiler om dagen, prædike om det samme. For eksempel “elsk dig selv og din krop, bla. bla. bla.” når det er tydeligt at se, at det ikke er en historie og et vigtigt budskab de ønsker at formidle, men derimod bare er til for at de har undskyldning for at lægge et selfie op, uden at det skinner alt for meget igennem at de faktisk bare synes at de så pisse godt ud på billedet og at det var derfor de ville lægge det op.
Jeg er træt af vigtige emner bliver brugt som en undskyldning for at lægge et selfie op uden “shame”. Hvorfor ikke bare stå ved at du synes at du var lækker og det er derfor at du lagde billedet op, det er der da ingen skam ud. Det er godt med confidence.
Jeg synes det er dejligt at vigtige emner bliver italesat på de sociale medier. Men man skal også have et ønske om at formidle en historie og et budskab og ikke bare gør det for likes til ens ego-selfie. Hvis man gerne vil formidle en historie med et budskab man synes er vigtigt, er billedet til selve teksten det sidste man burde tænke på, ellers falder ens budskab på en eller anden måde bare til jorden.
Instagrammeren Jessica Olie gør det helt rigtige, hun har enormt meget på hjertet og det er tydeligt at mærke at det er teksten til hendes billede eller video der er vigtigt, ikke omvendt.